TCO gav overblik ved indkøb af skylletoiletter

Ved et fælles kommunalt udbud for bidet- og skylletoiletter brugte Silkeborg Kommune Miljøstyrelsens TCO-værktøj til at beregne de samlede omkostninger ved at installere skylle- og bidettoiletter som supplement og erstatning for plejepersonale.

Fordelene ved at anvende TCO-værktøjet var ikke bare at sikre det økonomisk mest fordelagtige tilbud på lang sigt ved at indregne både arbejdstid og toiletternes totale vand- og elforbrug i levetiden, men også f.eks. at sikre sig at der er reservedele til produktet om 10 år.

”Vi synes, at TCO-værktøjet fungerer rigtig fint. Det kan se kompliceret ud, når man åbner Excel-arket, men det er slet ikke så svært,” fortæller Tim Roger Winter Kristensen, udbudsjurist i Silkeborg Kommune, som uden tvivl vil bruge værktøjet igen. Tilfredsheden med at anvende TCO-principperne i praksis er så stor, at detnu er overført til andre former for udbud.

Den ene af de to vindende leverandører havde ikke tidligere prøvet at afgive tilbud, der krævede TCO-beregninger. Men det var ikke noget problem, og der var god vejledning at hente, mener Chrestina Christensen fra Smart Home:

”Det faktum, at værktøjet gør opmærksom på, hvis man har lavet en fejl, og tvinger en til at forholde sig til data, som skal indtastes, er en god støtte.”