Forpligtelser og hjemmel (arbejdsklausuler)

Der kan være flere årsager til at stille arbejdsklausuler, fx at bidrage til ordentlige løn- og arbejdsvilkår, at imødegå/undgå at blive associeret med social dumping, at sikre leverandører lige vilkår eller at profilere sig i forhold til omverden.

For at kunne sætte rigtigt ind – altså at anvende arbejdsklausuler de rigtige steder på den rigtige måde – er det væsentligt at beslutte, hvad der er formålet med dem. Ellers er der risiko for at de bare bliver et utilsigtet fordyrende element. En offentlige myndighed, der anvender klausulerne for at profilere sig, vil handle anderledes end en myndighed, der forsøger at undgå at blive associeret med social dumping.

Social dumping betegner normalt forhold, hvor udenlandske lønmodtagere har løn- og arbejdsvilkår under sædvanligt dansk niveau. Herved forstås vilkår, som svarer til relevant overenskomst for det pågældende faglige område.

Det gælder tillige at ambitionsniveauet er væsentligt at få på plads, hvis de etiske krav skal anvendes de rigtige steder på den rigtige måde. Nogle gange vil ambitionsniveauet hænge naturligt sammen med formålet og derfor i en vis grad give sig selv. Hvis en offentlig myndighed eksempelvis kun arbejder med arbejdsklausuler for at undgå at blive hængt ud i medierne, så vil indsatsen formentlig alene blive lagt der hvor der kendte risicis. Men de fleste gange bidrager en specificering af ambitionsniveauet til at operationalisere målsætningerne.

Ambitionerne kan antage forskellige niveauer (og former). Den offentlige myndighed kan eksempelvis vælge:

  • At definere niveauer for konkrete målsætninger.
  • At udvælge indsatsområder.
  • At arbejde med etiske krav med fokus på nødvendigt omhu.
  • At beslutte at alle kontrakter skal tilføjes et CSR-bilag, som baseres på eksempelvis ILO-konventionerne.

Der er imidlertid ikke helt frit slag, når formålet med arbejdsklausuler skal klarlægges og ambitionsniveauet fastslås. Offentlige myndigheder skal naturligvis leve op til de forpligtelser, de er pålagt, men er omvendt begrænset af at skulle have hjemmel til det de foretager sig.

I boksen nedenfor listes de væsentligste love, regler, retningslinjer, målsætninger, aftaler mv., som præger offentlige myndigheders brug af arbejdsklausuler hos i øjeblikket.

Elementer med relevans for arbejdsklausuler (ikke nødvendigvis udtømmende)

Cirkulære om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter
–  Samtlige statslige myndigheder (ministerier, styrelser mv.) skal bruge arbejdsklausuler i alle kontrakter om bygge- og anlægsarbejder, fabrikation og udførelse eller ydelse af tjenester uanset kontraktens størrelse.
–  Andre statslige ordregivere (herunder selskaber, som er ejet af statslige myndigheder og ikke er i konkurrence) skal bruge arbejdsklausuler ved bygge- og anlægsarbejder uanset beløbets størrelse.
–  Regioner og kommuner opfordres til at bruge arbejdsklausuler i alle udbudskontrakter inden for bygge- og anlægsarbejde og i andre udbudskontrakter, hvor det er hensigtsmæssigt.

ILO-konventionerne
– Danmark har ratificeret dem alle med undtagelse af nr. 138 (om minimumalder for beskæftigelse).

FN’s retningslinjer
– Ratificeret af Danmark.

FN’s Global Compact
– Ratificeret af Danmark.

FN’s verdensmål
Ratificeret af Danmark og i forlængelse heraf er der:
– Formuleret en strategi for Danmarks udenrigspolitiske og humanitære
engagement – “verden 2020” (folketingsforlig 2017)
– Udarbejdet en handleplan for opfølgning udarbejdet med verdensmålene (regeringen 2017).
– Nedsat et råd – Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål (fhv.
Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst).

OECD’s retningslinjer
–  Ratificeret af Danmark.
–  Kontaktpunkt i form af Mæglings- og klageinstitutionen (MKI).

Givet at listen indeholder alt fra konventioner til opfordringer er der forskel på elementernes retslige betydning og virkning. Nogle af elementerne er aftalebaseret, hvilket forpligter til overholdelse, men fører ikke i modsat fald til en dom eller straf. I nogle tilfælde kan man dog blive indklaget ved manglende overholdelse, jf. MKI’s rolle og funktion.

Nogle af elementerne på listen forpligter de offentlige myndigheder helt konkret til at tage hensyn – eller omvendt: giver dem en klar hjemmel til at gøre det. Andre elementer forpligter de offentlige myndigheder til at tage hensyn i mere bred forstand – eller omvendt: giver dem en berettigelse eller bemyndigelse til at tage hensyn i et eller andet omfang.

Uanset om man som offentlig myndighed blot vil leve op til sine forpligtelser, eller om ønsker at strække den så langt som muligt, kan dette set-up være svært at navigere i. Hvilket hensyn er tilstrækkeligt? Eller – måske mere i takt med tiden – hvornår er hensynet for stort?

Der findes desværre ikke nogen facitliste på disse spørgsmål. Dog er der følgende opmærksomhedspunkter:

  • Offentlige myndigheder er underlagt de forvaltningsretlige principper, hvilket bl.a. betyder at hensynene skal være saglige og forenelige med økonomisk forsvarlighed.
  • Retspraksis er begrænset.
  • Det følger af en udtalelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet i forbindelse med en sag om Aarhus Kommunes status som Fair Trade-by tilbage i 2013, at det anses som en generel forudsætning at såvel private som offentlige muligheder, tager et samfundsansvar, når de har mulighed for det.