Forpligtelser og hjemmel (miljøkrav)

Der kan være flere formål med at stille miljøkrav, fx at bidrage til en reduktion af klimapåvirkningen, at skabe grøn vækst, at opnå effektiviseringsgevinster eller at undgå at blive hængt ud i medierne.

For at kunne sætte rigtigt ind – altså at anvende miljøkrav de rigtige steder på den rigtige måde – er det væsentligt at beslutte, hvad der er formålet med dem. Ellers er der risiko for at de bare bliver et fordyrende element. En offentlig myndighed, der anvender miljøkrav i indkøbene af klimahensyn, vil højst sandsynligt handle anderledes end en myndighed, der forsøger at bidrage til udvidelsen af markedet for grønne produkter for herigennem at skabe vækst i de virksomheder, der leverer dem.

Der behøver naturligvis ikke at være det samme formål hver gang, der stilles miljøkrav eller kun et formål med at stille dem. En offentlig myndighed kan sagtens arbejde med at fremme grøn vækst samtidig med at den bidrager til klimatilpasningen.

Det gælder tillige at ambitionsniveauet er væsentligt at få på plads, hvis miljøkrav skal anvendes de rigtige steder på den rigtige måde. Nogle gange vil ambitionsniveauet hænge naturligt sammen med formålet og derfor i en vis grad give sig selv. Hvis en offentlig myndighed eksempelvis kun arbejder med miljøkrav for at undgå at blive hængt ud i medierne, så vil indsatsen formentlig alene blive lagt der hvor der kendte risicis. Men de fleste gange bidrager en specificering af ambitionsniveauet til at operationalisere målsætningerne.

Ambitionerne kan antage forskellige niveauer (og former). Den offentlige myndighed kan eksempelvis vælge:

  • At definere konkrete niveauer for målsætninger
  • At udvælge indsatsområder
  • At beslutte at tildeling altid sker ud fra en totaløkonomisk betragtning
  • At beslutte at leverandører altid skal tilskyndes at byde ind med nye og mere miljørigtige løsninger end de traditionelle

Der er imidlertid ikke helt frit slag, når formålet med miljøkrav skal klarlægges og ambitionsniveauet fastslås. Offentlige myndigheder skal naturligvis leve op til de forpligtelser, de er pålagt, men er omvendt begrænset af at skulle have hjemmel til det de foretager sig.

I boksen nedenfor listes de væsentligste love, regler, retningslinjer, strategier, aftaler mv., som præger miljøområdet i øjeblikket, herunder arbejdet med miljøkrav i det offentlige.

Elementer med relevans for miljøkrav (ikke nødvendigvis udtømmende)
Miljøbeskyttelsesloven
– Jf. §6 skal offentlige myndigheder virke for lovens formål ved anlæg og drift af deres virksomheder og ved indkøb og forbrug.

EU-Kommissionens målsætning om 50 pct. grønne offentlige indkøb
– Danmark har tilsluttet sig den frivillige målsætning.

Cirkulære om energieffektivisering i statens institutioner
– Staten skal reducere energiforbruget, således at det i 2020 er 14 pct. lavere end i 2006.

EU’s Energieffektiviseringsdirektiv
– Regioner og kommuner opfordres til at reducere deres bygningers energiforbrug. Myndighedernes bygninger er omfattet af den lovpligtige energimærkningsordning.

Bekendtgørelse om miljøbevidste indkøb af køretøjer til vejtransport
– Offentlige myndigheder skal tage hensyn til energi- og miljøbelastningen i hele køretøjets driftslevetid, når de indkøber køretøjer til vejtransport, forudsat indkøbet overstiger tærskelværdien i EU’s udbudsdirektiver.

Cirkulære om sikring af bæredygtigt træ
– Statslige myndigheder skal indkøbe dokumenterbart bæredygtigt træ og træbaserede varer til statslige bygge- og anlægsarbejder.

Årsregnskabsloven
– Jf. § 99 skal omfattede virksomheder (de 1.000 største virksomheder i Danmark) redegøre for anvendelsen af CSR.

Cirkulære om indkøb i staten
– Herunder statens indkøbspolitik.

ILO-konventionerne
– Danmark har ratificeret dem alle med undtagelse af nr. 138 (om minimumalder for beskæftigelse).

FN’s retningslinjer
– Ratificeret af Danmark.

FN’s Global Compact
– Ratificeret af Danmark.

FN’s verdensmål
Ratificeret af Danmark og i forlængelse heraf er der:
– Formuleret en strategi for Danmarks udenrigspolitiske og humanitære engagement – “verden 2020” (folketingsforlig 2017)
– Udarbejdet en handleplan for opfølgning udarbejdet med verdensmålene (regeringen 2017)
– Nedsat et råd – Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål (fhv. Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst)

OECD’s retningslinjer
– Ratificeret af Danmark
– Kontaktpunkt i form af Mæglings- og klageinstitutionen (MKI)

Givet at listen indeholder alt fra lovgivning til strategier er der forskel på elementernes retslige betydning og virkning. Nogle af elementerne er aftalebaseret, hvilket forpligter til overholdelse, men fører ikke i modsat fald til en dom eller straf. I nogle tilfælde kan man dog blive indklaget ved manglende overholdelse, jf. MKI’s rolle og funktion.

Nogle af elementerne på listen forpligter de offentlige myndigheder til at stille et helt konkret miljøkrav – eller omvendt: giver dem en klar hjemmel til at stille det. Det gælder eksempelvis cirkulæret om energieffektivisering i statens institutioner. Andre elementer forpligter de offentlige myndigheder til at tage hensyn i mere løs forstand – eller omvendt: giver dem en bemyndigelse til at tage hensyn i et-eller-andet omfang.

Uanset om man som offentlig myndighed blot vil leve op til sine forpligtelser, eller ønsker at strække den så langt som muligt, kan det løse set-up være svært at navigere i. Hvilket hensyn er tilstrækkeligt? Eller – måske mere i takt med tiden – hvornår er hensynet gået for langt?

Der findes desværre ikke nogen facitliste på disse spørgsmål. Dog er der følgende opmærksomhedspunkter:

  • Offentlige myndigheder er underlagt de forvaltningsretlige principper, hvilket bl.a. betyder at hensynene skal være saglige og forenelige med økonomisk forsvarlighed.
  • Retspraksis er begrænset
  • Det følger af en udtalelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet i forbindelse med en sag om Aarhus Kommunes status som Fair Trade-by tilbage i 2013, at det anses som en generel forudsætning at såvel private som offentlige virksomheder, tager et samfundsansvar, når de har mulighed for det.

Den offentlige myndighed kan naturligvis godt bare beslutte at der tages stilling til såvel formål som ambitionsniveau fra gang til gang. Det er også en retning at sætte. I givet fald kan det strategiske element bestå i en beslutning om, hvad der bør indgå i en sådan vurdering, herunder hvor mange ressourcer, der skal lægges i det.

Fordelen ved at lægge en strategi – at definere nogle retningslinjer forlods – er imidlertid, at drøftelser om bl.a. forpligtelser og hjemmel ikke skal gentages ved hvert udbud.