Forpligtelser og hjemmel (sociale klausuler)

Der kan være flere årsager til at stille sociale klausuler, fx:

  • At nedbringe ledigheden.
  • At integrere udsatte grupper på arbejdsmarkedet.
  • At fastholde medarbejdere hos leverandøren af hensyn til driftssikkerhed mv.
  • At forebygge nedslidning hos leverandørens medarbejdere af hensyn tildriftssikkerhed mv.
  • At sikre nok praktikpladser.

For at kunne sætte rigtigt ind – altså at anvende sociale klausuler de rigtige steder på den rigtige måde – er det væsentligt at beslutte, hvad der er formålet med dem. Ellers er der risiko for at de bare bliver et utilsigtet fordyrende element. En offentlige myndighed, der anvender klausulerne for at integrere udsatte på arbejdsmarkedet, vil handle anderledes end en myndighed, der forsøger at få flere unge i praktik.

Der behøver naturligvis ikke at være det samme formål hver gang, der anvendes sociale klausuler eller kun et formål med at stille dem. En offentlig myndighed kan sagtens arbejde med at integrere udsatte på arbejdsmarkedet samtidig med at den forsøger at få flere unge i praktik.

Det gælder tillige at ambitionsniveauet er væsentligt at få på plads, hvis de sociale klausuler skal anvendes de rigtige steder på den rigtige måde. Nogle gange vil ambitionsniveauet hænge naturligt sammen med formålet og derfor i en vis grad give sig selv. Hvis en offentlig myndighed eksempelvis arbejder med sociale klausuler for at sikre nok praktikpladser, så vil indsatsen blive lagt i udbud af kontrakter, hvor det er aktuelt. Men de fleste gange bidrager en specificering af ambitionsniveauet til at operationalisere målsætningerne.

Ambitionerne kan antage forskellige niveauer (og former). Den offentlige myndighed kan eksempelvis vælge:

  • At definere konkrete målsætninger.
  • At udvælge indsatsområder.
  • At beslutte at arbejde med opfordringsklausuler eller indgå partnerskaber med noglevirksomheder i forhold til at løfte sociale forpligtelser.

Der er imidlertid ikke helt frit slag, når formålet med sociale klausuler skal klarlægges og ambitionsniveauet fastslås. Offentlige myndigheder skal naturligvis leve op til de forpligtelser, de er pålagt, men er omvendt begrænset af at skulle have hjemmel til det de foretager sig.

I boksen nedenfor listes de væsentligste love, regler, retningslinjer, målsætninger, aftaler mv., som præger offentlige myndigheders brug af sociale klausuler hos i øjeblikket.

Elementer med relevans for sociale klausuler (ikke nødvendigvis udtømmende)
Finanslovsaftale 2013 og aftalerne om kommunerne og regionernes økonomi for 2014

Offentlige myndigheder skal enten anvende sociale klausuler om uddannelses- og praktikpladser i deres udbud eller forklare hvorfor de ikke gør det – ”Følg-eller- forklar”-princippet.
– Gælder for: udbud af bygge- og anlægskontrakter samt tjenesteydelseskontrakter (med driftselement), der skal udføres i Danmark og har en varighed på minimum 6 måneder og en kontraktværdi på mindst 5 mio. kr. ekskl. moms og/eller en lønsum på 4 mio. kr. og ikke indgås som rammeaftaler.
– Med offentlige myndigheder menes: alle statslige myndigheder og dertil tilknyttede institutioner, herunder selvejende samt selskaber, som fuldt ud er ejet af offentlige myndigheder og ikke er i konkurrence og endvidere alle regioner og kommuner og dertil tilknyttede institutioner samt kommunale og regionale sammenslutninger.

ILO-konventionerne
– Danmark har ratificeret dem alle med undtagelse af nr. 138 (om minimumalder for beskæftigelse).

FN’s retningslinjer
– Ratificeret af Danmark. 

FN’s Global Compact
– Ratificeret af Danmark.

FN’s verdensmål
Ratificeret af Danmark og i forlængelse heraf er der:
– Formuleret en strategi for Danmarks udenrigspolitiske og humanitære
engagement – “verden 2020” (folketingsforlig 2017).
– Udarbejdet en handleplan for opfølgning udarbejdet med verdensmålene (regeringen 2017).
–  Nedsat et råd – Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål (fhv.
Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst).

OECD’s retningslinjer
–  Ratificeret af Danmark.
–  kontaktpunkt i form af Mæglings- og klageinstitutionen (MKI).

Givet at listen indeholder alt fra lovgivning til målsætninger er der forskel på elementernes retslige betydning og virkning. Nogle af elementerne er aftalebaseret, hvilket forpligter til overholdelse, men fører ikke i modsat fald til en dom eller straf. I nogle tilfælde kan man dog blive indklaget ved manglende overholdelse, jf. MKI’s rolle og funktion.

Nogle af elementerne på listen forpligter helt konkret de offentlige myndigheder til at stille en social klausul – eller omvendt: giver dem en klar hjemmel til at gøre det. Andre elementer forpligter de offentlige myndigheder til at tage hensyn i mere bred forstand – eller omvendt: giver dem en berettigelse eller bemyndigelse til at tage hensyn i et eller andet omfang.

Uanset om man som offentlig myndighed blot vil leve op til sine forpligtelser, eller om ønsker at strække den så langt som muligt, kan dette set-up være svært at navigere i. Hvilket hensyn er tilstrækkeligt? Eller – måske mere i takt med tiden – hvornår er hensynet for stort?

Der findes desværre ikke nogen facitliste på disse spørgsmål. Dog er der følgende opmærksomhedspunkter:

  • Offentlige myndigheder er underlagt de forvaltningsretlige principper, hvilket bl.a. betyder at hensynene skal være saglige og forenelige med økonomisk forsvarlighed.
  • Der er indtil videre ikke meget, der er blevet dømt ulovligt (retspraksis er begrænset)
  • Det følger af en udtalelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet i forbindelse med en sag om Aarhus Kommunes status som Fair Trade-by tilbage i 2013, at det anses som en generel forudsætning at såvel private som offentlige muligheder, tager et samfundsansvar, når de har mulighed for det.

Den offentlige myndighed kan naturligvis godt bare beslutte at der tages stilling til såvel formål som ambitionsniveau fra gang til gang. Det er også en retning at sætte. I givet fald kan det strategiske element bestå i en beslutning om, hvad der bør indgå i en sådan vurdering, herunder hvor mange ressourcer, der skal lægges i det.Fordelen ved at lægge en strategi – at definere nogle retningslinjer forlods – er imidlertid, at drøftelser om bl.a. forpligtelser og hjemmel ikke skal gentages ved hvert udbud.